Specialer på Mediegrafiker-uddannelsen
Mediegrafiker
På uddannelsen lærer du at sætte tekst og billeder op via dtp-programmer (DeskTop Publishing-programmer) og få dem til at passe ind i layoutet. Du arbejder både med trykte og digitale medier. Uddannelsen varer 4 år.
Mediegrafikerens dagligdag er præget af opsætning af tekst og billeder på sider efter æstetiske og andre virkemidler. Hertil bruges et eller flere dtp-programmer. Der arbejdes med typografien, dvs. skrifterne og skriftstørrelserne, og samspillet mellem tekster og illustrationer.
Der foretages ombrydning, hvor man flytter tekst og billeder efter layoutets retningslinjer. Mediegrafikeren arbejder også med billedbehandling, hvor der arbejdes med indscanning, farvekorrektion, elektronisk retouche, beskæring samt avancerede samkopieringer og billedmontager. Mediegrafikeren arbejder også med layout af mindre tryksager og bøger, ligesom filmudkørsler og trykpladefremstilling er kommet ind under mediegrafikerens ansvarsområde. Arbejdet foregår næsten udelukkende på hurtige computere i avancerede programmer.
Du kan gennemføre hele uddannelsen på Media College Aalborg.
Mediegrafisk assistent
Uddannelsen varer 3 år og består af dele af mediegrafikeruddannelsen.
Som mediegrafisk assistent arbejder du med opgaver til trykt og digital kommunikation. Du kan planlægge, gennemføre og kontrollere mediegrafiske arbejdsopgaver på rutineniveau, lave design og layout og deltage i produktionsstyring af trykte og digitale/elektroniske medier.
Du kan gennemføre hele uddannelsen på Media College Aalborg.