Kreativ kamp: Roland Challenge 2010
Der var flotte præmier, guf til CV’et og goodiebags fra store sponsorer i sigte for de elever, som 6.-7. maj lod sig udfordre af DG Roland, den kendte producent af bl.a. printere og scannere til den grafiske branche. Media College Aalborg var nemlig vært for den såkaldte Roland Challenge i år og fik besøg fra Københavns Tekniske Skole. 30 mediegrafiker- og grafisk tekniker-elever fra hver skole var med i den spændende 24-timers dyst på gode ideer, kreativitet og grafisk håndværk.
Temaet for Roland Challenge var i år ”uddannelse og arbejdsmarked”, og slutproduktet skulle være et brandingforslag, som omhandlede temaet ”flere lærepladser” – eleverne skulle med andre ord sælge sig selv, og således fulgte konkurrencen op på problematikken om manglende lærepladser. Eleverne dystede holdvis i udvalgte grafiske discipliner og skulle bl.a. producere et storformat-banner på godt 10 meter, print på t-shirts og print til flere andre medier. Brandingforslagene blev bedømt af et professionelt dommerpanel fra reklamebranchen, Grafisk Fagligt Udvalg og HK Grafisk Kommunikation bestående af:
Direktør Thomas Fedder – Fedder+Okkels
Formand Ulla Gorm – Grafisk Fagligt Udvalg
Teknisk chef Jesper Jørgensen – Roland North Europe
Underviser Torben Pedersen – Media College Aalborg
Teknisk chef, Per Haslev – Adobe Denmark
En væsentlig del af konkurrencen var også at udfordre eleverne på deres evner til planlægning, kommunikation, samarbejde, udholdenhed, tålmodighed og ikke mindst evnen til at overholde deadlines. Vi snakkede med eleverne på første konkurrencedag, da der var ca. 5 timer til første deadline, hvor det store obligatoriske banner skulle være klar. Vi spurgte dem, hvordan det gik:

– Vi synes selv, vi har en rigtig, rigtig god idé – men lige nu har vi det problem, at vi ikke ved, hvordan vi skal få den til at fungere. Det er et meget oplagt tema. Vi synes egentlig, opgaven er god, meget relevant, meget åben. Der er ingen restriktioner, faktisk. Man har mulighed for at folde sig ud, og indholdet i det er helt op til dig selv. Det går meget godt her. Vi sidder tæt, men der er lidt en uskreven regel om, at man ikke går og lurer på hinandens skærme. Det lader til, at alle gerne vil have en ærlig konkurrence. Men vi håber selvfølgelig på at vinde – vi sover først kl. 10 i morgen!
Martin Simonsen, Jacob Hermansen Sørensen og Maria Iversen går på 1. hovedforløb på mediegrafikeruddannelsen på Media College Aalborg

– Vi har brugt de første par timer på at sidde og snakke. Man mister hurtigt fokus, hvis man bare kaster sig over skærmen. Og vi har indtryk af, at den her konkurrence handler meget om den gode idé. Så vi spiste frokost klokken 13, og så satte vi os ind og skitsede bagefter. Emnet for konkurrencen er jo ultra-aktuelt, så på den måde er det meget fedt. Det giver noget ekstra motivation. Det eneste, vi har lidt svært ved at forene os med, er det her med det lange banner, vi skal lave. For hvor skulle man lige hænge det op? Det skal jo fange en meget begrænset målgruppe – altså trykkere og reklamebureauer, for eksempel.
Niels Nygaard, Markus Cerveira Madsen og Tue Timm går på grundforløbet på mediegrafikeruddannelsen på Københavns Tekniske Skole.
Blandt præmierne var den spritnye Adobe CS5-pakke og en iPod Touch. De deltagende elever arbejdede med deres designs hele natten. Så var der tid til en tiltrængt lur og måske lidt nervøs venten, mens dommerholdet voterede. Den 7. maj kl. 14 blev det så afsløret, at årets vinderhold var Marius Borodka, Maria Daring Larsen og Emaja Grethesdatter Heigaard fra København Tekniske Skole. De havde skabt et kampagnemateriale, som spillede på det kendte tema ”Wanted” fra westernfilm. Vinderholdet vandt tilsammen præmier til en værdi af ca. 90.000 kr.
Media College Aalborg kom også på skamlen med en flot tredjeplads til mediegrafikereleverne Daniel Hjortkær og Steven Holm samt grafisk tekniker-elev Morten Nygaard Rasmussen. De tre havde med payoff’et ”Pluk en elev” fundet en rød tråd i æbletræer – og rigeligt med plukkeklare elever, som bare venter på en praktikplads.