Sociale relationer på Media College Aalborg
 
In English
  Log på
Spring over navigationshyperlinksMedia College Aalborg > Aktuelt > Sociale relationer på Media College Aalborg
Morgenmad styrker sociale relationer

Gratis morgenmad på Media College Aalborg styrker de sociale relationer blandt collegets 110 deltagende elever. 

Det er tidlig morgen, eleverne fra Media College Aalborg strømmer fra bussen ind i kantinen. Der er gratis morgenmad. Ordningen startede op torsdag den 11. november og fortsætter indtil sommerferien. Eleverne har selv tilmeldt sig morgenmaden – i alt cirka halvdelen deltager. For at gøre tilbuddet ekstra eftertragtet udtrækker Media College Aalborg løbende vindere i konkurrencer om fx et stk. gratis tandeftersyn inkl. røntgenbillede og en tandrensning (værdi kr. 500,-) hos Tandklinikken Torvegade i Nørresundby, gratis biografbilletter og romantisk middag for to i kantinen.

Uddannelseschef Henrik W. Routhe fra Media College Aalborg fortæller:

– Tanken er, at det traditionelt er svært at få elever på en teknisk skole til at danne sociale relationer. Vi har kun eleverne i typisk 20-40 uger ad gangen, hvorfor det er vanskeligt for dem at nå at lære hinanden at kende. Morgenmaden giver dem en mulighed for at møde andre elever og lærere uden for skoletiden. 

Web-integrator-elev Kristina K. Nielsen fortæller: ”Sund morgenmad er en god start på morgenen. Vi sidder sammen og hygger med de andre elever i kantinen”. Klassekammeraten Jannie Nordby synes også godt om ordningen, hun supplerer: ”Det er super skønt. Som du kan se, sidder vi og snakker sammen også på tværs af uddannelserne”.

Eleverne kan vælge mellem to forskellige menuer. Menu A består af en hjemmebagt bolle med smør og 1 kop kaffe, te eller ½ liter mælk. Vælger eleverne menu B får de en pakke havregryn eller cornflakes med ½ liter mælk til.

”Det er lækkert at få mulighed for gratis morgenmad. Det er ikke altid, jeg lige når at spise noget om morgenen, så for mig er det virkelig et plus”, fortæller grafisk tekniker-elev Betricia Brandt, inden hun forlader kantinen.

I alt går der 270 elever på Media College Aalborg. Eleverne er fordelt på fire uddannelser; digital media, grafisk tekniker, mediegrafiker og web-integrator.


 
 

 
 
Media College Aalborg
Øster Uttrup Vej 1
9000 Aalborg
Telefon: 7250 7100
Kontakt
Om Media College Aalborg
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Ledige stillinger
Telefonbog
Genveje
Praktikpladskonsulent
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Aktuelt